livet er ikke altid helt let, specielt ikke mit. Det meste af min barndom er jeg vokset op med en stedfar, der har været som en far for mig, (mest fordi min egen far ikke var der) Da jeg var 6 år, tog min far sig sammen til at se mig og min søster noget mere. Fra den dag, følte jeg at jeg havde fået mig en rigtig far, min far havde så en kone. De blev gift da jeg var 7 år. Fra den dag af fik jeg også en ny bror, (hold kæft det var gode tider!) Nu sidder jeg her og er 15 år gammel, med en far der er blevet skilt, en bror man aldrig kommer til at se igen fordi han er flyttet til fucking Fyn? og man kommer heller ikke til at snakke med ham igen fordi hans mor ikke vil have at han har kontakt med os, og så tænker man bare, FUCK HENDE DEN SO! Det er fandme svært, at miste en familie medlem, som man elsker rigtig højt. Det er så svært at nogle gange man får lyst til at skride væk fra det hele. Hold kæft mit liv er nedern fortiden, men der er da noget det holder mig lidt i live,,, jeg skal ind og se Justin Bieber imorgen<3 lol det bliver nice. Er fandme glad for alle de super gode veninder jeg har, som jeg ved at de altid vil være der for mig hvis der er noget..